Jesper Lynge er ny leder af politistationen i Varde. Han brænder for beredskabet og kontakten med borgerne.
Fra 18. maj er politikommissær Jesper Lynge ny leder for Varde Politistation.
Siden den 1. december 2000, hvor Jesper Lynge begyndte på Politiskolen, har beredskabet været den del af politiarbejdet, der tiltalte ham mest.
”Jeg kan rigtig godt lide at løse opgaverne derude. Det er politiarbejde i sin essens at møde borgerne og hjælpe dem i den situation, vi møder dem i,” forklarer han.
Jesper Lynges politikarriere begyndte ved Københavns Politi, og så har den ledt ham over mange forskellige afdelinger – heraf en del år i hundeafdelingen. Tjenestehunden bor stadig derhjemme og er familiehund, for i 2024 begyndte Jesper Lynge sin karriere som leder.
Den har nu ført ham tilbage i beredskabet og arbejdsmæssigt tilbage til den egn, hvor han selv er vokset op og nu er bosat:
”Jeg har altid gerne villet tilbage. Jeg tror, det giver nogle gode ting at kende den egn, jeg og medarbejderne i Varde arbejder i. Det er her, jeg selv er vokset op og har gået i skole, og det er her, mine børn er og går i skole. Derfor har jeg en naturlig viden og interesse i området,” siger Jesper Lynge.
Politistationen i Varde er døgnbemandet. Til den hører både nærpolitiet i Oksbøl og Ølgod, og stationen består af både forebyggelsesmedarbejdere og beredskab samt ekspeditionstid for borgerne. Jesper Lynge glæder sig over at være i gang med at bygge videre på det gode arbejde, der allerede gøres i Varde – og lede sine medarbejdere, så deres arbejde giver mening.
Som leder af politistationen i Varde vil Jesper Lynge fortsat have kontakt med borgerne. Derudover ser han frem til en fælles indsats med de samarbejdspartnere, som politiet har i lokalområderne:
”Vi arbejder alle for et trygt lokalsamfund – og det arbejde bygger netop på det gode samarbejde, vi har,” siger politikommissær Jesper Lynge.
FAKTA:
Politiet i Varde
Holder til på Frisvadvej 35, Varde.
Grundet skimmelsvamp flyttede politiet fra den tidligere adresse i 2025.
I slutningen af sommeren ventes nyindrettede lokaler i tilknytning til de nuværende at være færdige, så alle medarbejdere kan flytte ind igen.
Politiekspeditionen i Varde har åbent man-ons kl. 13.00-15.00 samt torsdag kl. 15.00-17.00.
Billedtekst:
Politikommissær Jesper Lynge er ny leder af politistationen i Varde. Han er glad for nu at være leder i beredskabet på den egn, hvor han også selv bor. Foto: Syd- & Sønderjyllands Politi